Langturssejlads er en fantastisk rejseform som giver mulighed for at besøge steder der kan være vanskelige at besøge på anden vis. På eventyret vil du opleve palmestrande, azurblåt vand, unik natur og dyreliv  – en del af det under vandet – fascinerende kulturer og meget meget mere. Du vil også blive en del af et arbejdsfællesskab hvor vi skrubber toiletter, skræller kartofler og bliver vækket kl. 2 om natten for at tage nattevagten i silende regn.

Livet som langturssejler er enormt kontrastfuldt, og en meget aktiv ferie med garanti for oplevelser for livet!

Vi vil gerne dele vores eventyr med 4 – 6 gaster. Der vil i perioder også være besøg af venner og familie. Familie og venner vil indgå i fællesskabet på lige vilkår med alle andre.

Vi er altså et sejlerkollektiv, ikke et charterselskab og vi deles om alle udgifter og arbejdsopgaver ombord.

Fællesskab og privatliv

Vi bor tæt – selv på en 57 fods sejlbåd. Om bord på Enterprise er der 5 køjepladser foruden skipperparrets. Besætningen består af 6 personer det meste af tiden. Det betyder blandt andet meget begrænset privatliv og mulighed for at trække sig, hvilket man paradoksalt nok har endnu mere brug for, når man lever på denne måde. Det betyder at du som gast skal besidde en stor grad af rummelighed og tolerance over for andre mennesker. Vi er oftest meget forskellige, bor tæt og skal have en hverdag med dykning, praktiske opgaver og sejlads til at glide. Det kræver at alle ved hvornår man skal sætte ind og hvornår man skal sige pyt, og trække sig. Det kan man både gøre ved at lægge sig i køjen, komme høretelefoner i ørerne på dækket eller tage en tur alene i land.

En til to gange om ugen er der “check-in” på Enterprise. Her samles hele besætningen til sundowner og vender de gode historier og eventuelle udfordringer ombord. Èn lille misforståelse kan hurtigt vokse og ødelægger stemningen ombord. Vi hverken kan eller har lyst til, at lave en masse regler for vores fællesskab, så husk at sige til og fra i god tid og på en ordentlig måde.

Og sidst men ikke mindst – masser af humor hjælper på næsten alt!

Sejladserne

Sejlads er en på mange måder uforudsigelig størrelse. Først og fremmest er man meget afhængig af vejrforholdende. Det vil løbende være med til at definere vores sejlads og kan også resultere i, at vi udskyder en planlagt sejlads. Vi foretrækker at sejle konservativt, så vi kommer sikkert frem og samtidig undgår, at alle mand går ned med søsyge. Endvidere er vi også meget afhængige af båden og dens udstyr. Selvom båden er nyrenoveret, så er den konstant udsat for stort slid. Man skal derfor være indstillet på, at planer hurtigt kan ændre sig, hvis noget går i stykker. De fleste reparationer kan vi klare selv, men hvis vi får brug for nye dele eller at komme et smut på land, kan der komme ventetid. Det er dog også en del af charmen ved at være til søs.

Plads om bord

 

Der er 4 kahytter om bord på Enterprise. Vi bor i agterkahytten og de 4 gaster deler de 2 forkahytter. Hver forkahyt har en 1½-mandsseng, som to gaster deler. Desuden har vi en køjekahyt, som ind imellem vil være til besøgende familie og venner, og indimellem kan bruges fleksibelt af de 4 gaster. Desuden giver det mulighed for i kortere perioder at være et par gaster mere, f.eks. på de lange stræk over Atlanten eller Stillehavet. Hver gast har sin egen stuveplads til tøj svarende til en sportstaske på ca. 80x50x50 cm. Medbring din bagage i en blød sportstaske, der kan pakkes godt sammen og stuves af vejen. På grund af den begrænsede plads om bord, skal vi alle tænke meget over, hvad vi pakker og tager med. Tænk hele tiden pladsbesparende ved f.eks. at vælge tøj der har flere anvendelsesmuligheder, så som ”lag på lag”. Husk også at tøj nogen gange bliver vasket i hånden og skal tørre under fugtige forhold, så vælg gerne noget der tørrer nemt og ikke krøller. Nederst på siden her kan du finde inspiration til en pakkeliste.

Det er nødvendigt at vi alle holder god orden i kahytterne, både fordi kahytterne deles, og fordi tingene i hårdt vejr hurtigt kan flyve rundt og blive ødelagt.

Båden er udstyret med 4 toiletter, 2 med med ferskvandsbad. Bliver der problemer med det ene toilet kan vi bytte rundt og bruge et andet. Kabyssen, salonen, samt alt plads over dæk er fællesområder. Her forventes det, at vi alle hjælper med til at holde en god orden, da vi er mange mennesker samlet på relativt lidt plads. En god orden er specielt vigtig under sejladser, da meget hurtige vejrskift kan forekomme.

Madlavning og fælleskasse

På langtur bliver ens spisevaner anderledes end man er vant til hjemmefra. Nogle gange er udvalget stort og vi kan få friskbagte boller til morgenmad og eksotisk frugt til dessert. Andre gang kan det være mere sparsomt, med konserves, havregryn og pasta. Vi er mange om bord og der tilberedes dagligt store portioner af mad. Vi kan derfor ikke tilberede særlige måltider, da det både er tidskrævende og upraktisk i et lille køkken. Det er derfor meget vanskeligt at spise vegetarisk/vegansk om bord på Enterprise. Er du allergisk over for enkelte madvarer eller andet, skal dette meddeles til os inden du booker en plads om bord, så vi kan vurdere om det er foreneligt med et togt på Enterprise.

Proviantering og madlavning er en stor del af det daglige fællesskab. Da vi alle vil indgå i en fast rutine, er det bestemt en fordel med kendskab til de mest basale køkkenfærdigheder, men ellers får du nok hurtigt tilegnet dig lidt gastronomiske evner.

Grundkosten om bord dækkes af vores fælleskasse. Den vil som hovedregel dække over en almindelig god kost, som dog vil være meget afhængigt af, hvad vi kan skaffe af madvarer. Den vil forhåbentlig indeholde en stor mængde friskfanget fisk.

Penge til oplevelser i land samt ekstraordinært stort behov for snacks, sodavand eller andre individuelle behov dækkes for egen regning. Da der i perioder er langt til købmanden og meget begrænset plads, så vil der være begrænsninger på, hvor meget vi kan have ombord.

Rengøring og vedligeholdelse

Vi deles om opgaverne om bord, men hvem der gør hvad finder vi ud af i fælleskab på de enkelte togter. Vi er tilhængere af ”gør det du er bedst til”, så du skal ikke for alt i verden deltage i madlavningsturnus hvis du er meget bedre til at gøre rent. Når et nyt team påmønstrer, taler vi om hvad der giver mening på lige præcis det her togt, med lige præcis de mennesker og de kompetencer og interesser vi hver især har. Det tror vi giver den bedste trivsel i fællesskabet, velvidende at ingen af os slipper for ”den sure tjans” ind imellem.

Når man sejler langtur er der slid på båd og udstyr. Der er altid noget der går i stykker på en båd. Derfor må der forventes, at vi sommetider må udskyde planerne eller vi bliver forsinket pga. reparationer. Dette er også en del af livet om bord på en båd. På hvert togt kan du ligeledes forvente et par arbejdsdage, specielt før og efter et længere togt. Det kan være at du skal hoppe i dykkerudstyret og rense skroget, rense teakdækket eller sy en pude eller et sejl. Langturssejlads er altså en skøn blanding af drømme der udleves, fællesskab og praktisk arbejde.

Sundhed og medicin

Alle som påmønstrer Enterprise skal udfylde et ark med lidt generelle sundhedsoplysninger, samt kontaktoplysninger til pårørende. Denne information vil også ligge hos vores ven i Danmark, som er vores ”mand-i-land”.

Vi anbefaler at du inden afgang får et tandlægetjek, hvor du fortæller tandlægen at du skal afsted på tur, så der kan tages højde for evt. potentielle problemer. Har du nogen kroniske lidelse eller tager medicin dagligt skal dette oplyses til os når du ansøger om at blive gast, så vi kan vurderer om det er foreneligt med sejlads – ofte langt væk fra lægehjælp i lange perioder.

Du skal selv sørge for, at få de vaccinationer, som Statens Serum Institut anbefaler for det pågældende område.

Med om bord har vi en udvidet førstehjælpskasse med stort sårbehandlingssortiment og øjenskyl, samt udstyr til lokalbedøvelse og syning af åbne sår. Vi vil også medbringe en stor del af den relevante medicin, men der vil være ting, som vi vil bede jer stå for selv. Overvej at få udskrevet noget bredspektret penicillin – rifter har det med at blive betændt under tropiske forhold, og man kan godt få halsbetændelse i 30 graders varme. Derudover er det altid godt at have noget der kan sætte maven igang eller sætte en stopper. Døjer du med ørerne, men ikke kan få nok af dykning er det også en god idé at få udskrevet øredråber mod betændelse. Desuden almindelige håndkøbsprodukter mod hovedpine, menstruationssmerter, forkølelse og allergi. Medicinlisten kan hurtigt blive lang, men med lange stræk på åbent hav, kan det blive nødvendigt.  

Kan jeg blive søsyg? Ja, muligheden foreligger, både for erfarne og nye sejlere. Der er en lang række værktøjer som kan forhindre eller afhjælpe søsyge. Alene overbevisningen om at man ikke kan blive søsyg, kan redde dig for mange søvnige timer i køjen og ture ud over rælingen. Det hjælper blandt andet også at styre båden og kigge ud i horisonten med lidt vind i håret. Generelt hjælper det faktisk at holde sig i gang og beskæftiget med forskellige små opgaver. Ellers er der jo mulighed for at afprøve forskellige, mere eller mindre alternative midler så som ingefær piller, søsygearmbånd, søsygepiller eller plastre – står man først og er presset, er det uvurderligt at have en livline.

Husk endeligt også godt med læbepomade med solfaktor, aftersun og solcreme. Det er vigtigt at du køber solcreme i creme form og ikke spray! Det kan være svært at tage spray solcreme på når det blæser og det kan jo være resten af besætningen ikke ønsker at blive smurt ind samtidigt.

Hygiejne

Da vi er mange mennesker, der bor tæt sammen på båden, er det meget vigtigt at alle holder en god personlig hygiejne. Er du i tvivl, så tag en ekstra skyller. Om bord på Enterprise har vi vaskemaskine, men tøjvask kan også foregå i hånden, eller i havn.

Tobak, alkohol og andre rusmidler

Om bord på Enterprise er det tilladt at ryge – dog skal sikkerheden være i orden, og rygning er derfor kun tilladt på dæk, og skal selvfølgelig foregå under hensyntagen til andre.

Sejlads og alkohol er ikke en forsvarlig cocktail. Det er vores udgangspunkt om bord på Enterprise. Dog vil der være plads til en enkelt ”sundowner” eller to, eller måske et glas bobler ved fejring af særlige lejligheder. Når vi er i havn eller ligger for anker er vores tilgang til alkohol lidt mere afslappet, og der kan naturligvis nydes alkohol om bord – men alt med måde.

Alle former for narkotika og hash er strengt forbudt både om bord og når du er i land. Hvis en narkohund først markerer under en myndighedskontrol, risikerer vi at båden enten bliver splittet ad eller konfiskeret. Det kan meget vel resultere i en total ødelæggelse af vores tur, da vi i så fald ikke får nogen kompensation for en totalskadet båd. Derfor medfører indtagelse eller opbevaring af hash eller narkotika øjeblikkelig afmønstring og hjemtransport for egen regning.

Det med småt

Det er vigtigt for os at understrege at ruten og togterne kun er vejledende! Der kan opstå udfordringer undervejs, som gør at vi bliver forsinkede eller ligger i en anden havn tæt på togtets planlagte på- og afmønstrings sted. Derfor skal du have luft i dit rejsebudget og kalender, til at bo på hotel et par dage inden båden ankommer til aftalte mødested, og/eller hvis du skal transporteres med bus, færge eller indenrigsfly til bådens placering.

Vi kan risikere at noget om bord går i stykker og skal repareres akut. Dette kan resultere i at ruten ændres en smule undervejs på togtet, eller i værste fald at vi i flere uger ligger i samme by/område. Det er derfor vigtigt at du er indforstået med denne del af eventyret og at du er god til i fællesskab med os at skabe dine egne oplevelser i ventetiden.  Hvis eventyret i længere tid bliver sat på hold, kan der blive tale om at man får dele af sine køjepenge refunderet.

Du skal huske at have lidt lommepenge med til oplevelser på land, en hotelovernatning, hvis man lige har brug for en nat i en rigtig seng eller hvis vi skulle gå i land og spise på en af de lokale restauranter.

Undervejs på vores rejse rundt i verden, kommer vi til at uploade billeder og videoer omkring de ting vi foretager os på og omkring Enterprise. Du skal derfor være forberedt på at blive set på vores forskelllige sociale medier, hjemmeside og andre platforme.