Vintervejr, forårstoner og stjernedrys.

Tiden flyver afsted, vinteren sætter sit præg på havnen, alt imens det går fremad med vores to-do liste.

Når minusgrader sætter ind og solen skinner, står vi hver dag op til de smukkeste scenerier og selvom det kræver lidt at regulere varme og fugt i båden, går det fint og vi nyder lokalområdet. Stugerummene ude i  agterdækket var fyldt med kondens, så nu ligner cockpittet mest af alt en sigøjnerlejr, med alt muligt udstyr som skulle væk fra fugten – vi øver os i at ignorere det 

Vandet på broerne er nu lukket, og disciplinen “korte bade” er sat ind. Vores nære venner kan berette om hyggelige besøg af bådfolket – som indbefatter hygge, snak, spisning  – bade og tøjvask  Tak for det!

Når vejret viser sig fra sin fineste side, kan vi allerede nu opleve sprækker af varsler om det kommende forår på havnen – når fuglene synger og her vrimler med glade mennesker på søndagstur – optimistisk? Måske

På den tekniske side er der gang i den hver dag: Johnny har fået trukket næsten alle kabler og ledning til det nye navigationsudstyr, og flere af instrumenterne er sat på plads ved kortbordet. Vi har fået to nye tv – og dermed  TADAA… fjernsyn i vores kahyt! Hyggeligt, og ikke mindst praktisk når Johnny jævnligt vender bunden i vejret på hele salonen – så kan jeg tage ophold i sengen Tv´et i salonen har han monteret ret smart, så det kan vippes op under “loftet” over sofaen i styrbords side, og er helt af vejen når det ikke bruges.

I dag har Johnny og vores gode nye ven, bådebyggeren Kim, repareret den ene vandtank der var revnet, og vores watermaker (den der kan lave havvand om til drikkevand) er afmonteret så Johnny kan få den renset og sendt til service.

Følgetonen med vores targabøjle er ved nå sin ende. Den er nu færdigsvejset, og venter på et lille elektrolysebad, og så snart vejret tillader det, kommer den på “for good”.

 

Sejlmageren og riggeren er i fuld gang med at tilvejebringe vores nye sejl og nye bom – DET bliver godt! Slut med at rode rundt med et kæmpe sejl og lazyjack!

Vi har nu også fået lagt en plan for forårets klargøring. Den 31. Marts tøffer vi over til Greve marina, hvor Enterprise bliver løftet på land, så vi i de efterfølgende to uger kan få styr på ny bundmaling, kontrol af søventiler, montering af forwardscanner og hydrogenerator og generel tjek af alt under vandlinjen.

På den mere administrative front har vi også masser af tage os til. Efter at have aftaler i hus med alle vores søde gaster, har vi brugt energi på at finde venlige sponsere der har lyst til at støtte os med udstyr til rejsen. I skrivende stund er der positive toner fra flere og den første sponsor er i hus J Det er helt fantastisk, for det kommer helt sikkert til at være “flødeskummet” på udstyrslisten – måske får vi nogen af de fede “nice to have” ting med, som vi ellers måtte prioritere fra. Vi har stadig masser af inspirerende, oplysende og hyggelig dialog med mange andre sejlere der skal afsted på langfart. Det er super fedt at få “sejlervenner” på diverse SoMe platforme, og vi får hele tiden guldkorn fra andre der har været, er, eller skal afsted! Det er et helt nyt og skønt netværk at få. A pro pos SoMe – så har I forhåbentlig alle set vores nye Facebook side og vores nye Instagramprofil! TAK fordi I følger os – det er SÅ fedt! Og vi gør vores bedste for at gøre os fortjent til jeres interesse ved at sno vores + 50 årlige hjerner omkring “feeds, reels, videoredigering og story´s”……… HURRA for voksne børn

 

Og nu til noget helt andet! Nemlig interesse for vores eventyr fra en ny side!

I sidste uge blev vi interviewet til vores lokalavis i Gentofte, Villabyerne, og man kan i denne uges udgave se os på forsiden, og læse
en artikel på et par sider – med fokus på hvordan drømmen opstod. Der kommer en artikel mere inden afgang, og formodentlig kommer de også på afrejsedagen, og skriver om det.

Derud over er der planer om en artikel i et bådmagasin i nærmeste fremtid. Det er ret vildt og lidt
surrealistisk, at se sig selv portrætteret og citeret i avisen – og vi er både taknemmelige for-  og
ydmyg over- at vores lille projekt kan have så mange menneskers interesse! Og ja …. Det er da også lidt sjovt at få drysset lidt “stjernestøv”over Enterprise

Leave a Reply