TID

“For en tid” er en vending, hvis længde ikke kan måles. Slet ikke af den som venter. Haruki Murakami

Om 4 måneder er vi nok i Limfjorden, med kurs mod Thyborøn og Skotland og Irland. Vildt nok! På den ene side er det lige om lidt, og på den anden side er 4 måneder ret mange dage til forberedelse forberedelse forberedelse.

Vi kan godt mærke at tiden begynder at betyde mere. Reservedele der skal nå frem, håndværkere, kurser der mangler og andre ting med ventetid begynder at kræve nøje overvejelse. Vi begynder at støde på ting der skal gøres SNART for at nås, og det kræver en del planlægning at få alle brikker til at passe sammen i kalenderen. På arbejdet kan jeg mærke den klassiske “jeg-er-ikke-en-del-af-det-der” fornemmelse – den som man altid har når man skal stoppe på en arbejdsplads Det er både befriende og vemodigt at læne sig tilbage og lade kolleger forholde sig til stadig flere og flere ting, fordi jeg ikke behøver/kan tillade mig at have en mening om fremtidige projekter. Men én ting er at skulle holde op, det har vi jo alle prøvet. Det er virkelig surrealistisk at vide at det samtidigt er min “exit” fra arbejdsmarkedet i virkelig lang tid – DET har jeg aldrig prøvet før!

Rigtig mange siger sødt til os “Wauw, er det ikke spændende? Glæder I jer ikke helt vildt?” Det ER spændende! Men ikke kun på “eventyr-frihed-cocktails- solnedgangs” måden. I denne tid har vi så mange bolde i luften, så mange praktiske og administrative opgaver der skal gøres, at det spændende godt kan drukne lidt. Det er også en tid hvor den dårlige samvittighed overfor vores nærmeste fylder – vi er ikke særligt tilgængelige, og samtidigt burde vi jo suge så meget ud af relationerne til dem alle, som overhovedet muligt.

Som afgang nærmer sig, kommer tanker om farvel, afsavn og uvished om det der venter, også oftere på besøg.

SÅ…. Bliv ved med at spørge! Bliv ved med at minde os om at det er vores livs eventyr – så vi husker at få hovedet ovenvande OG GLÆDE OS.

KLARGØRING.

Om bord på Enterprise går det fint fremad. Masser af opgraderinger og nyerhvervelser har nu fundet sin plads og Johnny begynder også at tage fat i de mindre projekter. Nu hvor Targabøjle, solceller, navigation, en masse kabelføring og bom/rig er på plads, ser Enterprise mere eller mindre ud som hun vil gøre ved afgang – set udefra. Lige efter påske henter vi sejlene, og så bliver det forhåbentlig tid til en prøvesejlads snart. Påsken bliver ikke til sejlture, men montering af en masse nyt udstyr som vi modtog fra Watski forleden. Johnny har allerede sat brandslukkere op i alle rum, brandtæppe, repareret småskader i glasfiberen rundt omkring, og tilslutte motoren på vores nye Genua forstag. Han har også skiftet alle knapperne til spillene, og snart kommer turen til nye mygge/mørklægnings rullegardiner i alle ovenlys luger. Microovnen og det tilhørende skab er røget ud af kabyssen, og det har givet dejligt meget bord- og vægplads. Snart kommer et ekstra køle/fryseskab og…. Tadaaa nyt komfur! DET glæder jeg mig til. Vores nuværende gasovn kan max præstere 175 gr. Johnny savner meget sin ovnstegte kylling – og vi er begge lidt trætte af at alle omeletter ( som er menuen 4 ud af 7 dage) er halvfærdige ovenpå, og sorte i bunden ☺

Vi får nu et komfur med induktionsplader og el-ovn.

Siden sidste nyhedsbrev har jeg bestået duelighed i motorlære, og blevet færdig med Spansk niveau 1, jeg fortsætter ufortrødent efter påske og lige til afgang – i håb om at kunne gøre mig bare lidt forståelig derude hos de lokale. Jeg håber stadig virkelig meget at det vigtige sundhedskursus på Fanø når at blive til noget, og så er jeg ved at få styr på vores skibs apotek.

Den 12. Maj kommer vi på land i Greve marina og ca. 14 dage frem. Når vi det er klaret så står Enterprise efterhånden knivskarpt – og klar til tur ☺

GASTER OG PLANLÆGNING.

Indtil da komme der til at gå en del tid med noget meget hyggeligt. Nemlig de første hyggeaftener for alle vores 7 gastehold. Vi skal fra næste uge, mødes med de enkelte hold her på Enterprise, drikke et glas et eller andet og lære hinanden lidt at kende. Vi tror at det bliver super hyggeligt og at det har betydning for hvor hurtigt vi “finder hinanden” når folk påmønstrer, at vi har haft mulighed for at snakke, hygge, spørge og forventningsafstemme. Vi drømmer om at nå det en gang mere med alle hold inden afgang.

A pro pos gaster; Vi har de seneste par måneder haft flere henvendelser fra interesserende gaster – gaster der allerede nu spørger til kommende togter i 2022/2023. Det er jo skønt at der er så stor interesse for at sejle sammen med os, det er vi meget beærede over! Samtidigt kræver det lige lidt at begynde at tænke 2 år frem, når man ikke engang ved hvad der skal repareres i morgen eller hvad vi skal pakke til om 4 måneder J Men det skal vi jo! Vi er fast besluttet på at planlægge togter til og med nytår 2022/2023 inden vi tager afsted i juli. Det har været så godt og privilegeret at møde -og tale med alle gasterne, og jo flere vi får på plads inden afgang, jo færre må vi “nøjes med” at møde på skype fra et sted ude i verden. Vi er allerede blevet klogere i denne proces, og tager nogle opmærksomhedspunkter med os til den videre ruteplanlægning. F.eks.har vi ikke lagt nok tid til os selv ind imellem gasteholdene i den første periode, og vi skal også være bedre til at lave længere perioder hvor vi bare er os selv. Det bliver der helt sikkert tid til i Fransk Polynesien, og mon ikke selskabet af vores gaster er så godt at vi slet ikke lægger mærke til det?

MED ANDRE ORD; Hvis du sidder derude på den anden side af det her nyhedsbrev og drømmer om det eksotiske og turkisgrønne Fransk Polynesien, så hold godt øje med hjemmeside og nyhedsbrev – det varer ikke så længe før muligheden byder sig.

GOD PÅSKE

Leave a Reply