Nytårshilsen

211 DAGE!

Er der tilbage til vi drager af sted fra Ishøj havn. 30 søde spændende mennesker har vi talt med i den seneste måned. 56 punkter er der lige nu på vores “to do liste”. 115 nye medlemmer af Facebooksiden ”Jordomsejling 2021” er der kommet til siden slut november. 6 sølle måneder er der tilbage af mit (Henriette) arbejdsliv.

 

2020 har på mange måder været særligt for os alle, men for os har projekt eventyr nok fyldt så meget at det kunne “overdøve” corona lidt.

2020 blev skelsættende fordi vi efter 1½ års søgen, endelig fandt vores drømmebåd, og kunne sejle den hjem. Turen fra Rom til Ishøj, 29 dage, 3000 sømil, i august, var på en måde allerede en lille del af eventyret. Jeg tror at vi alle, venner og vores seje søn, havde en god oplevelse, og på trods af reparationer, høj søgang og masser af udmattelse, lærte vi en masse. Hjælpen fra dem – også på den tur – er uvurderlig.

Her på dørtrinnet ind til 2021 drømmer vi selvfølgelig også om vacciner og et mere frit og socialt hverdagsliv, men mest af alt er vi fyldt op af forventningens glæde og en masse gøremål.

Mens puslespillet med besætning af gaster så småt går op, mange af de store investeringer er bestilt eller allerede hentet, og de første måneder af året er fyldt af en masse kurser, bliver det hele mere ”virkeligt” for os.

En virkelighed der både rummer store forventninger, håb om succesfuld sejlads, uvished og frygten for afsavn. Alt sammen noget der hører med til eventyret. Vi er klar til at tage det hele med – og med vores dejlige børn, skønne venner og bekendte, og en masse søde gaster, er vi klar til at kaste os ud i det.

Vi ønsker jer alle et godt nytår, med håb om at 2021 bliver skønt, og takker for den megen opmærksomhed vi har fået – Bliv endelig ved med at følge os – Det bliver kun mere og mere interessant 🙂

Leave a Reply