Forandringer og forventninger.

 

Det er længe siden at I har hørt fra os i form af et nyhedsbrev. Som dagene og ugerne går bliver vores program selvfølgelig mere og mere tætpakket. Vi var 4 uger på land i Vallensbæk, og det kan nok være at der blev trukket fra! Rigtig mange venner, familie og kommende gaster kom og hjalp. Flere kom igen ad flere omgange og alle knoklede virkeligt hårdt, og stemningen var god. Vi er så taknemmelige for hjælpen og støtten! Det var selvfølgelig en kæmpe hjælp, og det var også en mulighed for at være sammen, en klar mangel i disse forberedelsestider.

Enterprise fik hydrogenerator, side- og forwardscanner, nye søventiler, nyt anker, nye bøsninger i roret og bunden blev skrabet og slebet helt ned, fik 4 gange grunder og hele 5 gange cobbercoat!  Desuden blev fribordet vandslebet og poleret – og Enterprise skinnede som en sol da vi blev sat tilbage i vandet.

De sidste par uger har vi købt rigtig mange “småting”. Hylder, skabslåger, tandkrus, sikkerhedsnet til søgelænder, div. Ikeaopbevaringsløsninger og alt muligt andet. Vi har fået nye hynder i både salon og cockpit, og det ser bare lækkert ud!

I disse dage er vi i fuld gang med møder om, og shopping af, dykker- fiske- og kameraudstyr. Også nogle af de mere pebrede anskaffelser – men ting som kommer til at være en stor del af vores nye hverdag, så det skal bare være det bedste.

Det føles meget som forandringernes tid i øjeblikket. Jeg har kun en håndfuld arbejdsdage tilbage, det begynder at knibe at lave nye aftaler og få reservedele hjem og “lugten” af en ny slags hverdag er så småt ved at snige sig ind på os.

Johnny er begyndt at prioritere hvad der ikke kan nåes, og i det hele taget er det tydeligt at slutspurten er sat ind. De andre danske både som vi følger og har et “virtuelt” fællesskab med, er begyndt at tage afsted ud i verden – det giver et lille sug i maven hver gang.

Om 14 dage skal jeg på dykkerkursus. Det er jeg ret spændt på! De fleste af jer ved at mit forhold til vand har været anstrengt (yes, I know! Oplagt at vælge at leve på og i vandet i 3 år!), indtil jeg de sidste par år har udfordret det våde element – med succes. Alligevel er jeg ret spændt på hvordan det er at have tillid til at trække vejret under vandet…. Men jeg håber virkelig meget at jeg kan, og kommer til at elske det, for der er jo en hel verden af fantastiske oplevelser i vente under vandet der hvor vi skal hen. 

Når Open water kurset er i hus, er det det sidste i en lang række af kurser de seneste to år😅Duelighedsbevis, en vinter med teori, speedbådscertifikat, yachskipper 3, duelighedsbevis i motorpasning, søsikkerhedskursus, udvidet 1. Hjælp og et forsøg på at lære spansk – hvilket desværre ikke lykkes at prioritere højt nok. Det siges at det er vigtigt at holde hjernen igang – det synes jeg til gengæld er lykkes meget godt 🧠

I den kommende tid ser vi frem til en fælles gaste komsammen for alle 7 gastehold, og jeg håber at mine 4 ugers ferie fra jobbet giver tid til mere tid med familie og venner – for at få “tanket op”❤️

Vi er også spændte på hvordan vores rute bliver…. Vi har jo hele tiden vidst at corona på den ene eller anden måde bliver blind passager, og nu ser det ud til at det bliver før vi forventede. England har besluttet at forlænge deres restriktioner med yderligere fire uger. Det betyder at vi skal ligge i 8 dages karantæne for at komme ind i Skotland  – hvilket vi ikke ønsker. Derfor prøver vi at have is i maven, håbe at det ændrer sig, og i fælleskab med vores gaster løbende tage stilling til om vi i stedet skal den “slagne vej” igennem Kielerkanalen.

Update følger 😊

OG – når nu vi er ved ruter… Tadaaa! Der er et nyt togt ude på hjemmesiden netop NU! Tjek lige om ikke du skal til Fransk polynesien i efteråret 2022 og svømme med rokker og kæmpeskildpadder eller grille selvfanget hummer på den kridhvide strand på en af de mange bountyøer vi skal besøge!

 

I aften er det Skt. Hans aften, og traditionen tro sejler vi ud og Køge bugt med gode venner, og håber at der er et par bål langs kysten.

Vi er fortsat rigtig glade for at du har lyst til at følge med i vores tanker, forventninger, bekymringer og forberedelser. Vi lader høre fra os lige et døgn eller to inden afgang – hvordan mon det er? Og ellers vil næste nyhedsbrev komme fra Enterprise på farten!

Rigtig dejlig midsommer derude.

Leave a Reply